Facebook For Assholes

De fleste af os er ret velopdragne; både når vi selv skal sige det og når det virkelig gælder. Vi møder ikke op til fest i mudrede gummistøvler og danser på ta’-selv-bordet. Vi bøvser ikke ved alterbordet eller tjekker sms’er under begravelsen. Vi træder ikke andre mennesker over tæerne med vilje. Og vi møder ikke op i en tilfældig butik – lad os kalde den Imerco – og sviner personalet til face-to-face, fordi der er udsolgt af en bestemt vare.

I hvert fald ikke i det virkelige liv. Til gengæld er det forstemmende, så hurtigt vi glemmer de gode manerer, når vi kan dække os bag nettets anonymitet.

Så vælter frustrationerne op som rotter af en oversvømmet kloak og bliver til skældsord og mistænkeliggørelse. På nettet – ikke mindst på Facebook - er åbenbart helt legalt at svine vildtfremmede til, hvis de mener noget andet end én selv eller hvis en butik pludselig har udsolgt af en tilfældig vase. Vi skælder ud, klager og råber så højt, at det er umuligt at høre andres argumenter. Og vi deler gerne ud af andres ydmygelser, bare de bor langt nok væk.

Nettet er demokratisk, fordi alle kan komme til orde. Men demokrati er ikke kun en ret, det rummer også pligter – bl.a. til at vise grundlæggende respekt for andre. Også dem, du ikke kender. Og når vi sviner andre uhæmmet til i den virtuelle verden, er det ikke gratis. Det smitter.

Episoden i denne uge med Imercos stribe Kähler-vase er naturligvis grotesk. At så mange går i hysterisk selvsving over en enkelt udsolgt vare, siger mest om deres eget liv.

Men det fortæller desværre også, at vi ikke er så civiliserede, som vi gerne vil tro, når der ikke skal mere til før den pæne fernis kradser af. Så er alle andre åbenbart snydepelse og platugler, fordi verden for én gangs skyld ikke drejer i min retning. Bagefter fnyser vi videre på Facebook over uopdragne lømler, der ikke taler ordentligt til deres lærer og over alle idioterne i morgentrafikken, der ikke lader mig komme forbi. For så at slutte af med en bredside imod … nåja, alle dem, der ikke ligner mig selv.

Jeg tror desværre ikke, at vase-gate (som den er blevet døbt) grundlæggende ændrer de usympatiske netvaner. Men næste gang, jeg oplever ukonstruktiv brok, selvynk og indadvendt, indædt antipati mod resten af verden, ryger der en venneforbindelse. Og så overvejer jeg, på mit bedste skoleengelsk, at forfatte en mail til Mark Zuckerberg med forslag om at oprette Facebook For Assholes.

Så kan alle de navlepillende krukker skælde ud over deres vaser dér. Helt uden at blive sagt imod.

Mvh. Per G. - klar tale til tiden

PS: I øvrigt og noget helt andet: Imerco fortjener ros for deres PR-håndtering af hele sagen. Det var lige til en lærebog. De havde forventet en storm, fik en orkan – og de red den af på en særdeles sympatisk måde. Måske er det alligevel der, jeg køber min mors kagegafler til jul.