Har du flødebolle-testet din kommunikation?

Advarsel:

Synes du, at det er etisk forsvarligt at lave forsøg på børn? Hvis ikke, kan det være, at du skal stoppe med at læse nu. Vi har nemlig brugt vores egne forsvarsløse børn gennem flere år som testpersoner. Vi tror dog ikke, at de har taget skade - selvom vi blankt erkender, at flødeboller ikke indgår i Fødevarestyrelsens kostråd. 

Forsøget er designet således:

Fase 1: Giv et barn en iPad, sig efter ca. 30 minutter til barnet, at det skal slukke iPad’en. Hvad sker der? Ingenting? Så er det nogenlunde samme resultat, som vi har opnået. Vi har endda oplevet at skulle sige det samme både fem og 10 gange, før det havde den ønskede effekt. Nogle gange har vi endda i de tidlige stadier oplevet, at børnene klamrer sig endnu mere til iPad’en af frygt (eller erfaring?) for, at den skal blive taget ud af hænderne.

Nu går vi til fase 2 i forsøget: Sig til et barn, at det må få en flødebolle. Oplever du glade øjne, smil og umiddelbar accept af dit budskab? Så er det igen samme resultat, som vi har opnået. Nu behøvede vi pludselig kun at sige vores budskab en eneste gang, før det havde effekt hos forsøgspersonerne.     

Det kræver ikke en professortitel at regne sig frem til, at budskabet er en væsentlig årsag til den store forskel i reaktionerne.

Og hvad kan du så bruge det til, når du skal arbejde med din markedsføring? Vores råd er, at du laver en flødebolle-test af dine budskaber:

·         Bliver dine modtagere virkeligt glade for at modtage dine budskaber? Hvis nej – forbered dig på at gentage budskabet!

·         Er fordelene ved dit budskab letforståelige og åbenlyse? Hvis nej, forbered dig på at uddybe!

·         Er dit budskab ALTID relevant? Hvis nej, tænk timing ind i din kommunikation.

Det er Flødebolle-testen i al sin enkelthed. Værsgo’ – nu kan du bruge den til at gøre din kommunikation bedre.

Du kan også ringe til os, så kan vi hjælpe dig med det.

Husk: Hvis du booker et møde inden sommerferien uge 29, så tager vi flødeboller med!  

Stor fredagshilsen - Lene og Per