Hykleri. Hysteri. Marius.

Glem vinter-OL, glem massakrerne i Centralafrika, glem de døende demonstranter i Kiev. Nej, en død giraf i Københavns Zoo, dét rykker. Og så ikke ét ord om, at aflivninger er en dagligdags foreteelse i alverdens dyreparker og –haver. Mange af disse dyr er desværre så uheldige, at de ikke er lige så nuttede eller tilfældigvis hedder Marius, ligesom én af de kære små fra grøn stue.

Man kan undres over, hvad hykleriet om én aflivning har affødt af hysterisk føleri og endda trusler om vold. Om ikke andet bekræfter det, at virale historier på de sociale medier lever godt (nogle vil sige: bedst) uden kritisk filter og at indsigt ikke altid er en forudsætning for holdninger. Nogle mennesker tror åbenbart, at løver og andre rovdyr i fangenskab har levet af finthakket græs, regnvand og økologiske gulerødder de seneste årtier. Ak ja.

Nu, hvor hysteriet tilsyneladende har lagt sig – og folkestemningen er på jagt efter det næste projekt at ”like” og omkostningsfrit skrive under på – håber jeg bare, at man husker dén mand, der kom igennem uvejret med holdninger og respekt intakt: Videnskabelig direktør Bengt Holst.

Før Marius-miseren anede jeg ikke, at manden eksisterede. Nu er han et strålende eksempel på krise-kommunikation og insisterende saglighed. Mens mange andre forvekslede deres egne følelser med fakta, stillede han beredvilligt op og redegjorde for sin sag: Ja, det er en god idé at lade børn se, hvordan verden (og dermed også en giraf) er skruet sammen. Nej, vi kan ikke forsvare at lade dem vokse op i Disney-troen på, at dyr kun bliver født, men aldrig dør. 

Jeg har den dybeste respekt for Bengt Holst usentimentale saglighed og personlige integritet. Han bøjede ikke nakken, fordi en aggressiv kastevind af følelser føg ind over hans stol. Han demonstrerede, hvad det betyder både at tro på sin sag og turde stille op og forklare den - og hvilken værdi, der ligger i ikke at give efter for en tilfældig folkestemning, der i sin sølle fællesforargelse ikke levnede plads til nuancer eller eftertanke. Kort sagt: Han kunne kommunikere, klart og uden tøven. Og det vandt han på.

Med stor hilsen – også til den næste Marius i rækken

Per G. - klar tale til tiden.

PS: I vinterferien var mine børn på Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor de så en mårhund blive skåret op og dissekeret. Turens højdepunkt, om man spørger min 10-årige søn, der bestemt ikke er ufølsom, men absolut heller ikke lader sig oversvømme af romantik. Oplevelsen var, med hans egne ord, ”pæresej”. Bengt Holst har ikke levet forgæves.

PPS: Gratis, godt råd til Københavns Zoo: Næste gang I navngiver en indavlet giraf, så kald den Adolf. Teksten ”Adolf er uskyldig” virker ikke helt så godt på et banner. Vel?