Ikke (kun) mediernes skyld

Spørger man rundt i det politiske landskab er der (mindst) to årsager til, at Lars Løkke i dag står som en temmelig vingeskudt formand for Venstre: Det er mediernes skyld – eller også er det hans og partiets egen. Sandheden ligger midt imellem.

Selvfølgelig er det oplagt, at et årligt tøjbudget, der kunne købe en mindre landejendom ude i det ud- og vandkantsdanmark, som Venstre oprindeligt er rundet af, skurrer i ørerne på mange. Ikke mindst, når manden med tøjet på samtidig gerne prædiker mådehold med finanserne.

Men når sagen fik lov at rulle, handler det også om kommunikation. Elendig kommunikation, mere præcist.

Da tallet 152.000 første gang blev nævnt ved siden af Løkkes navn, reagerede partitoppen nemlig alt andet end klogt. Selvom det ikke er første gang, han er sat i forbindelse med et højt forbrug af andres midler, valgte hovedpersonen selv at gå i flyverskjul på sin fødselsdag, mens hans tro væbnere gjorde en ihærdig indsats for at gøre det hele til en privatsag. Ikke mindst på spørgsmålet om skat. For et par år siden blev de moralske faner løftet højt, da den nuværende statsministers skattepapirer var i søgelyset, hvilket absolut ikke var en privatsag dengang – men det var det altså nu, måtte vi forstå.

Dén slags er hykleri, mente danskerne – og mens vi generelt godt kan tilgive folk, at de begår fejl, har vi svært ved at acceptere mangel på selverkendelse.

Sagen rullede, uden at nogen formåede at stoppe den, og ja, nogle medier valgte side fra begyndelsen. I stedet for at rapportere nyheder begyndte man også at skabe dem. Imens tågede partitoppen rundt og gjorde møgsagen værre for sig selv - forklaringer blev lovet, men kom ikke, og kritiske spørgsmål blev affærdiget i et tonefald, der mindede mere og mere om fornærmede skoletøser i fosterstilling.

Imens voksede utilfredsheden i baglandet – både fordi medierne blev ved med at spørge, men også fordi en stor del simpelthen havde fået nok. Som i n-o-k.

- Der er nogen, der tror at de kan gå på vandet. Det er der altså kun én, der har præsteret, og det er IKKE Claus Hjort, lød det bl.a.

Medierne fik, korrekt nok, skylden for at have tændt bålet. Men det var partiledelsen, der forsømte at slukke ilden i tide – og pludselig blev der fyldt brænde på fra alle sider, mens enkelte redaktører og journalister blev ved med at puste til flammerne, så de i dag må være gasblå i ansigtet.

I går kulminerede det med et døgnlangt politisk reality-show, hvor spændingen blev sejtrukket til langt efter midnat: Hvem skal stemmes hjem?

Resultatet, på kort sigt, er velkendt. Konsekvensen, på langt sigt, er ukendt. Og et stort spørgsmål er også, om partitoppen nu har lært lektien og ikke igen med en forfejlet taktik lader medierne flå løs af selv de mindste lunser.

Løkke fortsætter som formand, men den egentlige vinder sidder i Statsministeriet, og man fornemmer, at det interne opgør om ydmyghed og attitude slet ikke er slut. Der er nemlig langt fra de nøjsomme jyder til en lidt for bjergsom sjællænder; langt fra en spejderdreng til en levemand. Og dén afstand er – trods alt – ikke kun mediernes skyld.