Ind i boblen. Ud af boksen.

Egentlig sker der jo ikke alverden her i januar.

Nåjo, kalenderen har fået et nyt slutciffer, Danmark er ved at vinde EM, reality-tv fylder stadig alt for meget i vores virkelighed… kort sagt: The usual.

Og så alligevel: Jeg er nemlig flyttet. Ikke privat, heldigvis, men professionelt. Adressen er nu Rådhusgade i hjertet af Horsens; bag tremmer i den gamle rets- og arrestbygning (prøv at sige det hurtigt 10 gange efter hinanden), hvor jeg er blevet en del af et arbejdende laboratorium. Sig navnet: Bubblelabs.

Her er vi (foreløbig) seks kreative ho’der (professorer, om du vil), der hver dag udvikler vores forretning, mens vi hjælper dig med at forbedre din. Fællesskabet er så forpligtende, at vi har lavet en sammenhængende profil udadtil – se www.bubblelabs.dk – og alligevel ikke mere snærende, end at vi kan lege frit med dem, der ønsker at lege med os. Sagt på en anden måde: Du bestemmer selv, hvem og hvor mange af os, du vil tale med.

Kompetencerne er mange: Web-løsninger i enhver skala, kampagner på sociale medier, foto, grafiske input… nåja, og undertegnede leverer tekster i alle afarter (bortset fra festsange og dødsannoncer, that is). Det har allerede, efter mindre end tre uger under samme tag, givet bud på flere fælles opgaver, hvor vore kunder efterspørger en skæv og skarp profil.
Desuden tæller vi ned til Åbent Laboratorium i marts. Dato følger; det bliver med tilmelding – så det gælder om at være hurtig!

Det var ordene for denne gang. Husk at al kommunikation handler om din modtager. Hvis han ikke forstår dig, er det ikke kommunikation – så er det monolog. Og det skal man hedde Lotte Heise for at drive en forretning på.

Med stor hilsen – Per G
Vi ses. Hvis altså du vil ses.

PS: … og så hører det med, at fem af os indtog Horsens Kommunes nytårskur på Kunstmuseet; iført hvide kitler, som jo hører til i et ordentligt laboratorium. Det gav en masse positiv opmærksomhed, som igen har ført til samtaler med (måske) nye kunder. Dermed får vi bekræftet hele ideen bag det nye kreative kontorfællesskab: Det kan godt betale sig at tænke på tværs….