Lad os alle provokere(s)

Satire er som regel sjovt. I denne uge fik vi desværre også beviset for, at det kan være livsfarligt.

Massakren på ugemagasinet Charlie Hebdo i onsdags har på smertelig vis udstillet, hvor skrøbelig ytringsfriheden kan være. De 12 ofre for terroren var nemlig uskyldige, men de var ikke tilfældige. De døde ikke, fordi de uforvarende satte sig ved siden af en selvmordsbomber i bussen, men ganske enkelt fordi de var dem, de var.

At en af de dræbte blot var gæst i huset og en anden passede sit job som rengøringsassistent, ændrer ikke fakta: De blev angrebet, fordi de mente noget andet end terroristerne, som påberåbte sig en gud, mens de gik djævelens ærinde. Ikke blot mente de dræbte noget andet, de turde også sige det.

Voltaires berømte ord om, at ”jeg er ikke enig i dine holdninger, men jeg vil kæmpe til døden for din ret til at ytre dem” er blevet gentaget ofte de seneste par dage; ikke mindst på de sociale medier. Det samme er de mange fine, tankevækkende og personlige tegninger, som andre satirikere verden rundt har sendt ud; ikke mindst via #charliehebdo på Twitter. Nogle af dem kan du se her.

Massakren rejser mange spørgsmål. Ét af dem er det enkle: Hvorfor er det altid dem, der helst vil bestemme over alle andre, der har det så svært med humor og satire? Svaret er lige så enkelt: Fordi det er et bevis på alt det, de ikke kan kontrollere. I satirens verden kan et grin være individets sejr over menningstyranniet – og tyranner kan tåle meget, men ikke at blive grinet af.

Ja, Charlie Hebdo har været aldeles provokerende i årevis. Ikke kun over for muslimer, men over for alle typer af magthavere – politiske, økonomiske, religiøse. At de har delt vandene mange gange er oplagt. At de nogle gange er gået over stregen for den gode smag er indiskutabelt. Men ytringsfrihed har intet med god smag at gøre. I stedet er den noget så besværligt som en ret og en pligt på samme tid: En ret til selv at åbne munden og en pligt til at lade andre gøre det samme. Uenighederne – de skal løses i dialog eller (i sidste instans) i en retssal. Ikke med en finger på aftrækkeren.

Onsdagens angreb var en attentat mod friheden til at være forskellige. Mange har reageret med at kalde det ”et angreb på os alle”, hvilket er både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi det er vores fælles værdier, der blev skudt på. Forkert, fordi onsdagens mål var nøje udvalgt: Charlie Hebdo var blandt de absolutte frontkæmpere i kampen for at bevare ytringsfriheden. Det betalte 12 mennesker den højeste pris for.

Hvis deres død ikke skal være forgæves, skal vi huske, at vi som samfund og mennesker ikke er svage, fordi vi giver plads til andres meninger. Vi er stærke, fordi vi kan rumme og forsvare andre end dem, der ligner os selv. Samtidig er det en balancegang, for den tolerance, der ligger til grund for ytringsfriheden, kan netop ikke tolerere, at ytringsfriheden bliver hegnet inde.

Mindretallet af mørkemænd vandt måske i onsdags. Netop derfor skal vi blive ved med at udfordre dem, og ytringsfriheden hører til vores skarpeste våben. Det er op til hver enkelt af os, at den ikke bliver sløv.

Mvh. og godt nytår

Per G.