Ingen af os ved alt. Kunsten er at erkende det.

Spiller du dum - eller er du det bare?

En lille indsats kan gøre en stor forskel, som drengen sagde, da han slukkede for Trumps mikrofon.

Nej, der blev ikke slukket for verdens mægtigste mand i går, men det blev endnu engang slået fast, at verdens mægtigste land er delt i to halvdele, som synes at forstå hinanden mindre og mindre.
Ansvaret er ikke Trumps alene, men han har båret brænde til bålet med stor flid, og – som noget af det værste – er det lykkedes ham at overbevise en stor del af vælgerkorpset om, at det er i orden at betvivle fakta, hvis fakta ikke understøtter mine pointer. Hvis ikke virkeligheden passer til mine holdninger, kan jeg ikke lade mig distrahere af den.

Den tendens er amerikanerne ikke ene om. Vi ser den også i Danmark, fra det politiske liv til den triste krænkelseskultur, der – med solid inspiration fra amerikanske studerende og deres blinde krav om ”safe spaces” – ikke bare insisterer på at lukke øjnene for det, de ikke kan li’, men også forlanger, at det fjernes fra alle andres åsyn ved samme lejlighed.
Tendensen er klar: Ting, der forarger, modsiger eller udfordrer mig, har jeg ret til at lukke af for. Kald det fake news, kald det safe spaces, kald det blindness-by-proxy. Effekten er den samme: Verden bliver mindre, fordi vores trang til at lukke øjne og ører bliver større.
Almindeligvis er det i et demokrati god stil at kunne erkende sin egen uvidenhed og dermed retten til at blive klogere. Ingen af os ved alt; kunsten er at erkende det. Den erkendelse er under pres.
Det kræver nemlig en vis viden for at kunne vide, at man ikke har viden nok. Jo mindre du ved, jo lettere er det at pege på enkle og hurtige løsninger - uden øje for konsekvenserne.
Sagt på en anden måde: Det kræver viden at spille dum. Har du ikke den fornødne viden, så er det ikke noget, du spiller.

Hvad har alt dette så med kommunikation at gøre? Alt, såmænd.
Noget af det første, der sker, når vores syn på verden bliver så selektivt, som det er moderne lige nu, er at vi fjerner de fine nuancer, vi ikke bryder os om. Til sidst er der kun sort og hvidt tilbage; kun enten/eller, kun ja og nej, kun dem og os. Det mærkes i vores kommunikation.
En kommunikation, der tænker i modsætninger og bevidst serverer sine budskaber med løgn på, fordi det er belejligt her og nu, ender med at blive en råbe-konkurrence, der ikke baserer sig på argumenter og forståelse, men på afmagt og fjendebilleder. Og når først vi ringeagter vores modstandere så meget, at vi er ligeglade med sandheden, bliver grøfterne så dybe, at ingen til sidst kan række over dem.

I hverdagen – og den måde, vi taler til og om hinanden på – kan det være let at glemme de fine, overordnede værdier bag en ordentlig kommunikation. Men det er præcis her, det begynder.
Ved at insistere på nuancerne, på at fastholde andres ret til at mene noget andet, på at fakta ikke er et spørgsmål om smag og behag, og på at det frie ord gerne må bruges til at forarge mig – så har du også gjort noget.
Det virker måske af meget lidt, tænker du. Så tænk på drengen i første linje. En lille indsats kan gøre en stor forskel. For i virkeligheden skal vi ikke slukke for Trumps mikrofon. Vi skal tænde for vores egen - og sige fra.

Vi ses. Hvis altså du vil ses.

Per G.

PS: Et rapt lille citat fra filosoffen Bertrand Russell, som måske kan gøre det lidt smart at gøre plads for tvivlen. Husk det, næste gang du er skråsikker:

-The whole problem with the world is that fools and fanatics are always so certain of themselves, and wise people so full of doubts.

bubblemedia